onsdag den 20. januar 2010

Skriv en historie 2010

Skriv og vind

’Skriv en historie 2010’ er skudt i gang. For andet år i træk er det nu muligt for unge mellem 13 og 17 år at deltage i novellekonkurrencen om 1. præmien på 3000 kroner.

Det er igen i år Slagelse Bibliotekerne, Slagelse Arkiverne og Slagelse Museum/Det gamle Trykkeri, der er gået sammen om projektet – med økonomisk støtte fra Kulturudvalget i Slagelse Kommune.

Projektet henvender sig til dig, der er 13 til 17 år og er bosat i Slagelse Kommune.
Reglerne er de samme som sidste år. Du skal skrive en novelle om dit lokalområde. Den skal handle om en historisk begivenhed, en historisk lokalitet eller en lokal historisk personlighed. Der er frit slag, men det er vigtigt, at novellen handler om et eller andet historisk fra lokalområdet, som er Slagelse, Korsør, Skælskør eller i omegnen af disse byer. Du kan f.eks. inddrage Trelleborg i en fortælling fra den tid – eller digte videre på H.C. Andersens forfærdelige tid på Slagelse Latinskole.

Kun fantasien sætter grænser.

Novellerne behøver ikke være historisk korrekte fortællinger, men de skal helst være fantasifulde. Formålet med konkurrencen er først og fremmest, at du får kendskab til et stykke lokalhistorie på en sjov måde.
De ti bedste noveller udvælges af en dommerkomité, hvis sammensætning endnu ikke er helt på plads, og de bliver lige som sidste år trykt og udgivet af Det gamle Trykkeri, som benytter den håndsatte, gammeldags bogtrykkerkunst til formålet. Det er en meget tidskrævende proces, og der vil derfor gå cirka 6 måneder fra kåringen af de bedste manuskripter til den endelige udgivelse. I forbindelse med udgivelsen, som finder sted i oktober måned, vil der blive afholdt en reception, hvor vinderen af konkurrencen vil blive offentliggjort. Der er præmier til de ti bedste bidragydere.

Tilmeldingsfrist for deltagelse i konkurrencen er mandag den 15. februar kl. 12.00.
Du kan kun tilmelde sig elektronisk på loare@slagelse.dk, hvor du opgiver dit fulde navn, alder, adresse, telefonnummer og mail-adresse.

Novellerne skal være modtaget på mail senest tirsdag den 6. april kl. 12.00.

Vi håber, at rigtig mange unge vil sætte sig til tasterne og slippe fantasien løs.

Besøg Slagelse Museum/Det gamle Trykkeri
I forbindelse med Skriv en historie 2010 afholder vi en rundvisning og et lille foredrag på Slagelse Museum/Det gamle Trykkeri lørdag den 27. februar kl. 10.00 – 12.00. Her kan man få masser af inspiration, stille spørgsmål vedrørende konkurrencen og/eller om det emne, man har lyst til at skrive om.
Man kan tilmelde sig arrangementet i forbindelse med tilmeldingen til konkurrencen senest mandag den 15. februar kl. 12.00.

Vigtigt:
Novellen må max. bestå af 19000 enheder/tegn inklusiv alt. Overskrides dette kan novellerne ikke godkendes, medmindre man kan nå at forkorte novellen inden for tidsfristen.

Og så er vi selvfølgelig at finde på Facebook. Bliv medlem af gruppen 'Skriv en historie'.